Danmarks eneste mejeriprodukter af økologisk fåremælk

Hos Hårbølle Mejeri arbejder vi med noget helt unikt: Danmarks eneste besætning af økologiske malkefår. Hver dag bliver mælken fra vores østfrisiske får til friske og syrnede produkter samt en række fåreoste – alt sammen fremstillet på Øllingegaard Mejeri i Nordsjælland af dygtige mejerister.

Rejsen hertil har været lang. Da Hårbølle Mejeri på Møn lukkede, blev fåreflokken flyttet til Tranegård ved Øllingegaard. Her har vi fået dem økologisk certificeret og genskabt de klassiske produkter – nu med endnu større fokus på bæredygtighed og kvalitet. For at ære mejeristen Per Sørup, der i sin tid stod bag Hårbølle Mejeri, bærer vores produkter fortsat navnet Hårbølle.

Freja og flokken

Det daglige ansvar for fårene ligger hos agrarøkonom Freja Svendsen. Hun malker besætningen to gange dagligt og sikrer, at både dyrevelfærd og mælkekvalitet altid er i top.

”Det er benhårdt arbejde – men jeg elsker det,” fortæller Freja. ”Når man først har oplevet, hvor dejligt det er at arbejde med får, slipper man det ikke igen. Vores vigtigste opgave er at levere den bedst mulige mælk til mejeriet, så forbrugerne kan få produkter, der både smager fantastisk og er fremstillet med respekt for dyrene.”

En sjælden råvare

At producere fåremælk er en niche i Danmark. Et malkefår giver kun en brøkdel af den mængde mælk, en ko producerer – og meget af mælken går desuden til lammene i de første uger. Til gengæld har fåremælken en helt særlig kvalitet: Den kan fryses og genoptøs uden at miste smag eller konsistens, hvilket gør den ideel til forædling. Resultatet er en serie økologiske produkter, der smager mildt, lækkert og en smule mere eksotisk, end vi er vant til i Danmark.

Anerkendt gastronomisk kvalitet

Vores arbejde er allerede blevet bemærket i den gastronomiske verden. I 2025 vandt Hårbølles syrnede fårefløde den prestigefyldte Gourmetprisen, uddelt af nogle af landets førende kokke. Et stærkt bevis på, at fåremælken har sin berettigelse på det danske madlandskab – og et skulderklap, der motiverer os til at fortsætte udviklingen.

Produkterne

I dag kan du finde følgende økologiske fåremælksprodukter i Øllingegaards sortiment:

  • Frisk fåremælk (ca. 5 % fedt)

  • Frisk fårefløde (ca. 50 % fedt)

  • Syrnet fårefløde (ca. 50 % fedt)

  • Syrnet fåreskummetmælk (ca. 2 % fedt)

  • Yoghurt af fåremælk (ca. 5 % fedt)

Og vi er kun lige begyndt. Flere oste er under udvikling – bl.a. hvid fåreost i lage, fårebrie, rødkitost samt faste og hårde oste af fåremælk.